Det er en imponerende og ambitiøs bog samtidshistorikeren ved Universitetet i Oslo har skrevet.
Sigtet er dobbelt, dels at kortlægge fremgangen for de højreradikale og populistiske bevægelser på det yderste højre i Europa de sidste tyve år, dels historisk at undersøge hvorledes dette nye populistiske højre hænger sammen med det 20. århundredes totalitære fascistiske og nazistiske partier og regimer i mellemkrigstidens Vest-, Syd- og Østeuropa.
Begge dele gøres kort, præcist og velorienteret med inddragelse af den nyeste forskningslitteratur.
Særligt imponerende er overblikket over den aktuelle situation for de nye højrebevægelser i Europa, der er bragt helt frem til 2020. En fremstilling af helt aktuelle forhold risikerer naturligvis hurtigt at blive overhalet af begivenhederne.
Men selv om Wolff af gode grunde ikke har beskrevet den italienske regering under ledelse af Fratelli d’Italia der kom til i september 2022, er behandlingen af den italienske situation mellem nyfascisme og postfascisme i kraft af forfatterens grundige kendskab til italiensk sprog og historie god.
Resultatet overrasker ikke, selv om det er Matteo Salvini og Lega der behandles og ikke den egentlige sejrherre, Giorgia Meloni, der som leder af partiet Fratelli d’Italia (de Italienske Brødre) har dannet regering med Matteo Salvini og Silvio Berlusconi.
”Wolff skelner omhyggeligt mellem konservative, højrekræfter og fascisme.”
Vigtig er distinktionen mellem radikalisme og ekstremisme, der analyseres både historisk og aktuelt. Ekstrem betyder at et parti eller en bevægelse er villig til at anvende vold for at opnå sine politiske mål, mens radikalisme henviser til det politiske mål hos partier og bevægelser der følger de demokratiske, politiske spilleregler, men ønsker et helt andet samfund (s. 224 og 238).
Helt vellykket som historisk analyse er behandlingen af mellemkrigstiden i kapitel 3 om fascismen i Italien og nazismen i Tyskland baseret på den relevante forskningslitteratur, samt det korte kapitel 4 om udviklingen i det øvrige Europa.
Wolff skelner omhyggeligt mellem konservative, højrekræfter og fascisme. Man kunne måske have ønsket sig en understregning af hvorledes hele det politiske spektrum i Belgien stod sammen om at besejre Leon Dégrelle ved valget i 1936, hvor hans parti måtte nøjes med 11 %.
Men hans bevægelse ’Christus Rex’ er nævnt sammen med en lang række andre mislykkede fascistbevægelser der under indtryk af Hitlers sejre bevægede sig i retning af den tyske nazisme. Ligeledes kunne der have været gjort mere ud af Spanien, men det der står, er rigtigt.
Helt rigtigt analyseres væksten af radikale og autoritære voldsparate, nationalistiske ideologier og bevægelser som resultat af første verdenskrig. Det gælder både ’prototyperne’ i Italien og Tyskland såvel som i de mange nye lande der blev oprettet med Versaillestraktaten (s. 82).
De ideologiske rødder finder hun i tiden før 1914 som er skildret i de to indledende kapitler. Overbevisende tager hun afstand fra den tyske historiker Ernst Noltes tolkning af fascismen som resultat af middelklassens opgør med oplysningstidens rationalisme, sekularisering, individualisme, materialisme, pluralisme og demokratisering i Der Faschismus in seiner Epoche fra 1963.
I stedet for at se den som en reaktionær modrevolution fremhæver hun med den tysk-amerikanske historiker George L. Mosse fascismens karakter af kulturrevolution (s. 96-97).
Grundlaget for analysen af radikale højrekræfter lægges i to lange kapitler om idéudviklingen i 1800-tallet. Her behandles den kulturelle og politiske modstand mod den liberalisering og modernisering der prægede Europa mellem 1789 og 1914. Det er velbegrundet som historisk analyse, men risikerer at hægte læsere af som især er interesserede i de aktuelle højrebevægelser.
Det er et generelt problem for historikeres forklaringer af samtidige fænomener, at vi bliver for grundige og omfattende i beskrivelsen af de historiske årsager, inden vi når frem til det emne der skal forklares. De to kapitler er velskrevne og bygger på den relevante sekundærlitteratur.
Men de er mindre nybrydende end resten af bogen, så man risikerer at tabe de læsere der primært er interesserede i den nutidige udvikling.
Det er synd, for Wolff er sjældent godt hjemme i en udvikling som præger nutidens Europa med sit grundige kendskab til den relevante litteratur på italiensk, tysk og fransk foruden engelsk.
Eneste irritationsmoment er at den omfattende litteraturliste er opdelt efter kapitler. Det gør det kompliceret at identificere de forfatterskaber der udgør grundlaget som det ville fremgå af en samlet alfabetisk oversigt.