Kissinger i Nobel Peace Prize Forum

Henry Kissinger har gjestet Nobel Peace Prize Forum. Dette har høstet kritikk.

Mads Andenæs, Benedicte Bull, Lars Christie, Dagfinn Føllesdal og Arne Johan Vetlesen, alle fra Universitetet i Oslo (UiO), retter i Ytring søkelyset mot UiOs ansvar som kritisk samfunnsinstitusjon. Foranledningen er Henry Kissingers deltagelse i Nobel Peace Prize Forum i Universitetets aula 11. desember. Jeg er langt på vei enig i de synspunktene som kommer fram i innlegget.

Kissinger var invitert sammen med Zbigniew Brzezinski, som var sikkerhetsrådgiver for President Carter, til å holde foredrag over temaet «Verdensfreden etter det amerikanske presidentvalget». Beslutningen om hvem som skulle inviteres til dette arrangementet, var det Nobelinstituttet som stod for, og det var også Nobelinstituttet som stod for programmet og regien på selve arrangementet i Aulaen.

Jeg er glad for at Andenæs og kolleger deler min oppfatning om at det skal være «ekstremt høyt under taket» på Universitetet. Kritikken går først og fremst på arrangementets format. Her er jeg også enig med forfatterne av innlegget: Det er uheldig og i strid med akademisk tradisjon dersom et slikt arrangement gjennomføres i et format som «avskjærer kritiske røster».

For når det på et universitet skal være ekstremt høyt under taket, med en fri talerstol, må forutsetningen være at den frie talerstolen kobles til mulighet for samtale, spørsmål og debatt. Under søndagens arrangement var det lagt inn en samtale med Brzezinski og Kissinger etter deres foredrag. Men det ble liten åpning for spørsmål og «kritiske røster».

Jeg kan ikke legge skjul på at jeg ville ha ønsket det annerledes. I forkant av arrangementet ga vi beskjed til Nobelinstituttet om at vi ønsker at det åpnes for spørsmål og kommentarer. Slik ble det kun i meget begrenset grad.

Vi ønsker å ha et godt samarbeid med andre institusjoner - og med Nobelinstituttet ikke minst. Men dette samarbeidet må være tuftet på en respekt for akademisk tradisjon og for UiOs samfunnskritiske rolle. Jeg har flere ganger skrevet at UiO bør være «a critic and conscience of society». Skal vi kunne ivareta denne delen av vårt samfunnsoppdrag må både våre studenter og forskere få slippe til med spørsmål og synspunkter. Dette er universitetsledelsens ansvar, og for fremtiden vil vi følge opp dette ansvaret enda tettere – også i arrangementer der andre har regien.

Kritikken av årets Nobel Peace Prize Forum – og av UiO som medarrangør - må vi ta med oss inn i planleggingen av neste års arrangement slik at vi får et samarbeid med Nobelinstituttet som er basert på hevdvunne akademiske prinsipper. Dette er noe alle vil være tjent med.

Til enhver fri ytring hører også friheten til å ytre seg imot. Universitetet skal ivareta begge.

Publisert 12. des. 2016 19:28 - Sist endret 12. des. 2016 22:44

Alfred Nobel valgte i sin tid at lade det Norske Storting udpege en kommite for uddelingen af fredsprisen. Dengang var Norge i union med Sverige, og ideen var måske ikke helt så sær som den virker i dag, og i begyndelsen gik det da også rimeligt. Bertha von Suttner fik for eksempel prisen i 1905. Det begyndte langsomt at gå skævt, i 1919 fik USAs president Wilson prisen for hans “8 punkter”, og ideerne om Folkeforbundet som han i det store hele stjal fra en sydafrikansk general og senere statsminister, Jan Smuts. Den foreløbige limaks nåde fredsprisen i 1973, hvor modtageren var Henry Kissinger, som er en af sit århundredes værste krigsforbrydere. Som en komiker Tom Lehrer udtrykte det: “dette er humorens endeligt, ingen kan nogensinde lave en vittighed som kan måle sig med denne”. Den Norske Nobelkomite prøvede ved at give prisen til USA’s krigsførende president Obama og senere til EU. Tjah, det var da gode forsøg, men som idioti vil de dog aldrig overgå fredsprisen til Kissinger. Uanset de myderier han foranstaltede i Cambodia og Vietnam vil han sikkert huskes bedst for sin rolle i 1973-kuppet mod Salvador Allende, den demokratisk valgte president i Chile. Vi burde have vidst hvorhen det bar allerede 27. januar 1970, da Henry Kissinger kommenterte de frie og uavhengige valg i Chile med ordene: “I do not see why we need to stand by and watch a country go communist due to the irresponsibility of its own people”. Vi tog ikke ordene alvorligt nok. Få år efter, 11. september 1973, stormede Chilensk militær presidentpaladset. Kuppet var på Kissingers initiativ støttet økonomisk af CIA, som også stod for rigelige våben leverancer. Vigtigst af alt modtog militærjuntaen opmuntring og politiske garantier fra USA. Pinochet regimet er ansvarige for tortur og mord af omkring 35.000 mennesker, herunder også en tilfældige Amerikansk journalist, Charles Horman, og et par andre amerikanere, noget der dog ikke anfægtede hverken USA’s regering eller Kissinger. Efter Pinochets død viste det sig at han fik mere end det. Hemmelige konti der viste sig at tilhøre Pinochet blev fundet i Amerikanske banker med et indestående på mangecifrede millionbeløb i dollar, for ikke at tale om de omkring 900 kg guldbarrer man fandt stuvet af vejen i en bank i Hong Kong. En helt regelret mulighed for at trække Pinochet for retten viste sig i 1998 men blev forpasset. En Spansk dommer havde krævet Pinochet udlevert fra England, hvor han var på besøg. Anklagen lød på medansvar for mordet på et antal spanske statsborgere, og ville nok have været vanskeligt at omgå. Anklagen var helt efter bogen og i overensstemmelse med Spansk lovgivning. På grund af blandt andet støtte fra Margaret Thatcher og George Bush, besluttede “Home Secretary” Jack Straw at lade Pinochet forlade England som en fri mand. Jeg så selv Pinochet i TV mens han dansede af glæde da han igen satte foden på Chilensk jord. Ud over våben og penge blev Pinochet regimet støttet også med “logistisk” assistance, mest gennem “Department of Economics of the University of Chicago” under Milton Friedman og Arnold Harberger, som formede Chiles økonomiske politik mere and nogen andre. I praksis blev Chile en sandkasse for Friedman og hans kolleger, hvor de kunne afprøve forskellige økonomiske modeller, uden at skulle tage hensyn til den befolkning der skulle betale gildet. I flere år så det egentlig ud som om det gik strålende med Chiles øknomi. Endelig fik man bevist at den korporative statsmodel fungerer: “fascism works”. Men, ak, det var luftkasteller det hele. I april 2003 skriver Juan Manuel Vial “Not long ago, the world praised Chile as an exception among South American nations. We were the classic star pupil, the guy who is definitely not popular at school: instead of playing fine soccer, instead of dancing joyfully, we concentrated on homework. Nowadays, any observer of Chiles reality can easily deduce that our glories have withered to a failed experiment, rather than blooming as a role model. Pushing the allegory further, the once brilliant student has ended up shoplifting and smoking dope”. Efter Chiles katastrofale bankkrise i 1982 kontrollerede staten (og dermed Pinochet) faktisk mere af nationens økonomi end den gjorde under Allendes socialistiske regering. Under militærkuppet udviste Sveriges ambassadør i Chile, Harald Edelstam, et næsten ubegribeligt mod og hans personlige indsats reddede livet for antageligt omkring 1000 mennesker eller mere, herunder ansatte på den Kubanske ambassade, politiske flygtninge fra Uruguai, men mest af alt Chilenske oppositionelle som han først skaffede asyl i den Svenske ambassade og senere sikrede udrejse fra Chile. Jeg har fået fortalt at han løb ud i kugleregnen med et Svensk flag i hånden og erklærede alle bygninger med den mindste tilknytning til ambassaden for Svensk territorium. Da Chilensk militær og politi alligevel prøvede at skaffe sig adgang erklærede han at dette ville medføre en krigserklæring fra Sverige! Pinochet, og ej heller Kissinger for den sags skyld, var forberedte på dette uhæmmede eller tøjlesløse raseri og bakkede ud. Oluf Palme og den Svenske regering tilgav aldrig Edelstam, og de sidste år af sit liv henslæbte han i nogle ubetydelige poster rundt omkring. Han vandt til gengæld en undertrykt befolknings agtelse og hengivenhed, og jeg håber det var ham en trøst i hans sidste år. Han døde i 1989. Den Norske Nobelkommite ser altså Kissinger som en stor mand. Jeg vil anføre at mennesker er store kun i sammenligning med andre. Prøv at sammenligne Kissinger med Edelstam. Eller lad mig bruge et af Pinochets ofre som sammenligning. Digteren, guitaristen og sangeren Victor Jara blev anholdt 12. september 1973 og ført til “Chile Stadion” i Satiago de Chile hvor omkring omkring 2.000 fanger var stuvet sammen. Nogle af soldaterne opdagede Jara mellem fangerne, og trak ham frem, han var jo en kendt person, og især en kendt støtte af Allende. På trods af at der var mange vidner er der lidt usikkerhed om hvad der precis skete. Nogle siger at hans fingre blev knust én efter én med en hammer, andre siger de blev hugget af én efter én med en økse, men det er måske svært at se forskel på afstand. Soldaterne stod omkring ham og lo: “nu kunne han jo prøve at spille guitar”. Jara løftede hænderne i vejret og med blodet drivende ned ad armene begyndte han at synge “Internationale”, der findes en Chilensk oversættelse. Så skød de ham. “Chile Stadion” er nu omdøbt til “Victor Jara Stadion”, men hvad glæde man kan have af det er mig uvist. En af Jaras bødler, Pedro Barrientos, lever trygt i Florida, og USA nægter at udlevere ham til retsforfølgelse i Chile. Victor Jara havde været i live hvis det ikke var for Henry Kissinger. Det er efterhånden accepteret at alle der havde berøring med de Tyske koncentrationslejre har en eller anden form for medskyld de de forbrydelser der blev begået dér. Kissinger var meget mere end en tilfældig portvagt eller arbejdsmand ved en udryddelseslejr. Han var initiativtager og medansvarlig for millioner af menneskers lidelser og død. Det der skiller ham fra andre er at han aldrig blev draget til ansvar. I forbindelse med uddelingen af Nobels fredspris i 2016 fandt den Norske Nobelkokommite det opportunt at invitere Kissinger til at holde en tale i Universitetets aula. Store dele af offentligheden og adskillige af mine kolleger ved universitetet var stærkt kritiske til arrangementet, men alle pladser i aulaen var fuld besatte men dignitarer og politikere. Nobelkomiteen og universitetets rektor Ole Petter Ottersen, som var medarrangør, forsvarede sig med at Kissinger også skulle have ret til at tale, det var noget med “i ytringfrihedens navn” og at “der skal være høt til taket på et universitet”.* Det var imidlertid kun Kissinger som fik lov til at udtale sig, kritikerne blev henvist til dagbladenes læserbrevs spalter hvor man så er afhængige af redaktionernes politiske agenda. Selvfølgelig skal Kissinger have lov til at tale, men det skal i så fald være i en retssal. ___________________________________________________________________________ * For nogleår siden i 2009 blev professor i middelalderhistorie Arnved Nedkvitne ved Universitet i Oslo afskediget fordi han havde udtalt sig stærk kritisk om sin institutledelse. Afskedigelsen blev støttet af Ole Petter Ottersen. Her var der pludselig ikke så højt til “taket”.

Hans Pecseli - 13. des. 2016 10:44
Legg til kommentar

Logg inn for å kommentere

Ikke UiO- eller Feide-bruker?
Opprett en WebID-bruker for å kommentere