Magisk, mystisk og mærkeligt – helt uden konsekvenser

Den sidste tid er det gået op for mig, at jeg er glad for litteratur der ikke altid giver mening. Magisk realisme, mystik og sci-fi er genrer, jeg langt fra har overblik over endnu, men som jeg føler mig meget tiltrukket af. For skal litteraturen altid være en hel og lukket enhed med en færdigbagt mening til slut? Jeg kan godt lide at lægge en færdiglæst bog fra mig og tænke det var godt nok mærkeligt, og så ikke tænke videre over det. Ofte ligger historien jo og ruger i baghovedet nogle dage, og så finder jeg alligevel på at sætte den i forbindelse med en eller anden betydning – om det så er noget der rent faktisk er i teksten, eller noget jeg selv har haft brug for at læse ind i den. Det er jo det bekvemme ved tomme pladser.

På studiet har vi for nyligt læst Nancy Kress’ Beginnings, Middles & Ends (1993): en slags førstehjælp til skrivende mennesker. Kress giver tips til at gøre karakterer og plotudvikling sammenhængende og overbevisende, og hun forklarer hvordan man samler trådene smukt i slutningen. Jeg fandt egentlig teksten meget brugbar som hjælp til at give kritik på både andres og egne tekster. Men Kress fik mig også til at tænke på den litterære tekst som en fuldendt konstruktion, hvis begivenheder skal gå op i en højere enhed. En sådan fin afslutning af samlede plotlinjer ser vi sjældent ude i virkeligheden; her introduceres vi for et mylder af mærkelige og tilfældige elementer, der ikke nødvendigvis kan forklares eller har betydning for ‘plotlinjerne’ i vores liv. Litteraturen er trods alt ikke at sammenligne med det virkelig liv.

Det er interessant at være bevidst om konstruktionen af litteraturens enhed, for det gør også at man kan stille spørgsmål til den og udfordre den. Kan det for eksempel være interessant at indføre elementer og handlingsforløb der overhovedet ikke giver mening? Der er sikkert et væld af eksperimenterende forfattere, jeg ikke kender til, som har forsøgt sig med dette. Men af de bøger jeg selv kender, mener jeg, at det er i de mystiske, magiske og mærkelige værker, at vi kan få udfordret behovet for mening og helhed. Derfor vil jeg dele nedenstående boganbefalinger med jer.

(Som et p.s. skal det nævnes at en del af udgaverne godt nok er danske udgivelser, men det er måske også muligt at få fat i dem i norsk oversættelse. Hvis man ikke har noget imod at læse dansk, kan jeg fx anbefale den virtuelle boghandel mikrofest.dk hvor det er muligt at bestille bøger fra en god bunke danske mikroforlag)

Magisk mageløs realisme i Japan

Det danske forlag Korridor står bag en fin serie af oversatte kortromaner, heriblandt en række japanske novellaer med karakter af magisk realisme, myte og fabel. Her kan nævnes Et eksotisk ægteskab (org. 2016) af Yukiko Motoya, At træde på en slange / Forsvindinger (1996) af Hiromi Kawakami og Brudgommen var en hund (1998) af Yoko Tawada.

I disse tekster dukker magiske elementer op i en ellers moderne og realistisk hverdag. Det kan være

mystiske karakterer der trænger sig på, som fx en hundelignende mand der implementerer sig selv i en ung lærerindes hjem og udfører voldsom og ivrig oralsex på hende. I en anden fortælling invaderes en kvinde af en slange i menneskeskikkelse, der påstår at være hendes mor og som fodrer hende ind i passiviteten med øl og hjemmelavet mad. Karakterernes interaktion med de magiske elementer er på én gang realistisk og uimponeret – det skaber for eksempel uro, men ikke den store chokeffekt hos dem, når et familiemedlem skrumper ind til ærtestørrelse. Det er vel idéen med mange af disse mystiske elementer, at de belyser problemstillinger fra den virkelige verden. For eksempel er Motoyas fortælling om et ægtepar, der rent fysisk ændrer sig til at ligne hinanden, et tydeligt billede på en helt reel menneskelig dynamik. Men det er ikke altid at meningen med magien er lige indlysende, og det synes jeg bare forårsager en charmerende og underholdende læseoplevelse. Magien i disse fortællinger bliver hængende i tankerne efter endt læsning, og får én til at fundere over hvad den kan symbolisere (og helt sikkert gør). Men der er også noget forfriskende ved bare at lade dem ligge, lukke bogen og fastholde fornemmelsen af forvirring og fascination over de mærkelige hændelser. 

Nogle klassikere indenfor genren er selvfølgelig Gabriel García Márquez med bl.a. 100 års ensomhed (1967) eller Isabel Allende med Åndernes hus (1982). Desuden er russisk magisk realisme vist også værd at tjekke ud, men jeg har ikke meget erfaring med det selv.

Sci-fi og spekulativ fiktion

I en type science fiction forsøges de mystiske elementer i teksten forklaret på pseudovidenskabelig vis. En sådan forklaring måtte vel afmystificere objektet, men tekstens beskrivelser er sjældent fyldestgørende – formentlig fordi dens konstellationer er så langt fra virkeligheden, at vi næppe kan tænke dem mulige. Et eksempel er fx H. G. Wells’ klassiker The Invisible Man (1897), hvor det jo stadig er ret så mystisk hvordan det er lykkedes videnskabsmanden Griffin at gøre sig selv usynlig – den forklarende videnskab forbliver spekulativ, urealistisk. En bog, jeg for nylig har læst, har en lignende tematik: i Valdemar Holsts Manden der tænkte ting (1938) møder vi Boutard, der er i stand til at materialisere objekter ved tankens kraft. Mystisk og fascinerende. Der følger en forklaring møntet på neurologisk forskning, men det er jo fortsat mærkeligt, og det er underholdende at læse om hvordan denne farverigt uhyggelige evne udfolder sig i grå-realistiske omgivelser.

    Mindst lige så tilfredsstillende mystisk og sensationslysten er William Tenns The Seven Sexes (1968): en række noveller i en blanding af science fiction og horror. Her læser vi bl.a. om en mand der bliver fanget inde i en lille piges fantasiunivers, komplet med en chokoladeflod, slikkepindsblomster og bolsjebuske – og det er langt fra så idyllisk som det lyder. I en anden fortælling modtager en mand en pakke fra fremtiden, som viser sig at være et hobbysæt til at bygge en ægte menneskebaby. Det er fedt når litteratur som dette får os til at spørge hvorfor? og hvordan? for det har absolut ingen konsekvenser, om vi finder svaret eller ej, men det har under alle omstændigheder fået os til at spørge og tænke.

I samme sci-fi-skuffe som amatørhobbyisten der bygger en menneskebaby, finder vi Matias Faldbakkens seneste roman Vi er fem (2019). Med sin hverdagsrealistiske skildring af bygdefamilien Blystad kan værket læses som magisk-realisme-gone-science-fiction, da familiefaderen Tormod begynder at eksperimentere med en mystisk masse af intelligent dynamisk ler. Endnu en fortælling der efterlader dig spørgende og hårdt grublende over hvad du lige har læst.

Af andre mærkelige sci-fi-værker, jeg er stødt på, får jeg lyst til at nævne Stanislaw Lems Solaris (1961) om en fremmed planet dækket af et intelligent hav, der på ubehagelig vis forsøger at kommunikere med menneskene. Desuden H. G. Wells’ The Time Machine (1895), der gennem tidsrejse giver et uhyggeligt indblik i menneskets makabre evolution til to arter (som jo også vækker tanker om Ridley Scotts aktuelle tv-serie Raised by Wolves). Af værker, der mere kan karakteriseres som spekulativ fiktion, kan jeg nævne Kaspar Kolling Nielsens Mount København (2010) om hvordan konstruktionen af et kæmpe bjerg i København påvirker indbyggerne på mærkelig vis, eller Ernest Callenbachs Ecotopia (1975), hvor staterne Californien, Oregon og Washington har løsrevet sig fra USA for at blive en økologisk utopisk fristad.

At forstå det uforståelige (eller ikke)

Inden for litteraturteorien mener man ofte ikke at det mærkelige skal forblive uforståeligt. Tværtimod taler teoretikerne Viktor Borisovitsj Sjklovskij og Darko Suvin om underliggørelsens kognitive effekt. Sjklovskij mener at underliggørelsen er litteraturens vigtigste greb, da den vanskeliggør perceptionsprocessen og dermed forlænger og udvider den. Det mærkelige får os altså til at tænke. Også Darko Suvin skriver om ekstrapolation og estrangement som sci-fi-genrens vigtigste greb: en forvrængning, udvikling eller ekstremisering af kendte elementer der fremmedgør disse elementer for os, og skaber en kognitiv effekt hos læseren. Men må de tankeprocesser, der sættes i gang, altid ende i noget konkret?

Litteraturens fremmedgørelse kan hjælpe os til at se virkeligheden i et andet lys, den kan hjælpe os til at forstå. Det er behageligt fordi vi ikke kan lide det uforståelige. Ude i virkeligheden gør det os usikre, når der er noget vi ikke kan forstå eller forklare, noget der ikke lader sig afmystificere. Det er vel helt instinktivt, da det ukendte kan udgøre en uforudsigelig trussel. Men i litteraturen er der ikke tale om liv eller død, når det gælder vores forståelse af det mærkelige. Tekstelementer kan henligge i mørke uden at det har nogen konsekvenser for os, og vi kan til gengæld svælge lidt i mystikken og fryde os over den ufuldstændige tankeproces, den sætter i gang. Det er i hvert fald noget jeg godt kan lide, at litteraturen vækker i mig: en undren, en mild forvirring der føles som en kærkommen adspredelse, fordi den ikke er grund til bekymring, angst og myldertanker, som så mange af virkelighedens uvisheder ellers er.

Alligevel er der jo ofte en mening bag galskaben i fiktionens mystiske elementer, og måske det er derfor vi finder den så tilfredsstillende. Vi tvinges ikke ind i en kompleks tankerække for at finde meningen med det hele, men samtidig er det vel en del af læserkontrakten for den slags litteratur, at den der leder skal finde. Vil du virkelig gerne finde en mening med det mærkelige, er der rigeligt med tomme pladser, du kan udfylde som du vil. Der er god mulighed for at gøre en ende på usikkerheden. En sådan tryghed finder vi desværre ikke ude i virkeligheden – omend den måske søges ihærdigt gennem diverse konspirationsteorier, overtro og andre af menneskets mærkeligt naturlige coping-mekanismer.