– Hvilket forskningsprosjekt jobber du mest med nå?
– Jeg er for alvor gået igang med mit nye ERC-projekt ”Governing elites since the dawn of modern democracy”. Et af vores mål er et skabe en database over regeringsmedlemmer siden 1789. Det virker som et næsten uoverkommeligt projekt: vi skal dokumentere over 230 års global politisk historie. Heldigvis har jeg et enormt dygtigt hold, så vi skal nok komme i mål. Lige nu er vi igang med at grave historiebøger og oversigter frem fra arkiver, som vi derefter digitaliserer og laver om til store datasæt med hjælp fra KI.
– Hva ønsker du å finne ut?
– Det nye datasæt kan give os mange nye indsigter i politisk historie. En ting, som jeg er særligt interesseret i at undersøge er i hvilken grad demokratisering ændrer sammensætningen af den politiske elite.
– Jeg har en formodning om, at selvom det politiske system nominelt ændrer sig, så er det ofte de samme personer – eller den samme type af personer – der sidder ved magten. Eksempelvis var A.W Molkte - Danmarks første statsminister efter Martsrevolutionen i 1848 - i høj grad en del af kongens politiske inderkreds. Moltke var fra en adelig familie, søn af en tidligere statsminister og havde næsten 20 års ministererfaring under kongen. Vi ser altså demokratisering, men uden at magten reelt deles med folket.
– Hvorfor er dette viktig?
– Vi lever i en verden, hvor demokratiet er under pres. Det skyldes blandt andet, at mange mister troen på, at demokratiet kan levere den håbede forandring.
– Jeg rejste for nyligt i Gambia, hvor diktatoren Yahya Jammeh for nogle år siden måtte afgive magten til en demokratisk valgt præsident. Her snakkede jeg med de lokale om, hvordan det havde forandret landet. En af dem svarede, at det var godt, at diktatoren var væk og at regimet ikke længere var så repressivt, men at det er fortsat var de samme mennesker, som sad på magten. Han følte ikke, at demokratiseringen havde gjort en reel forskel i hans hverdag.
– Det er vigtigt at forstå, hvornår og under hvilke vilkår demokratisering leverer forandringer og magten deles med folket. Det håber jeg, at dette projekt kan bidrage med.
– Hvem samarbeider du med?
– Jeg har lige akkurat ansat fire nye kollegaer på mit ERC-projekt. Vi samarbejder også med andre kollegaer på UiO, i Storbritannien og i USA. Vi forsøger også at skabe et fællesskab rundt om at forske i politiske eliter ved at arrangere en årlig konference på Universitet i Oslo. Forskningen i politiske eliter har været meget segmenteret: i statsvidenskapen forsker man på eliter enten i demokratier eller autokratier, men ikke begge dele. Jeg tror, at der er meget at lære ved at dele viden fra forskellige dele af statsvidenskaben og fra relaterede fagfelter som økonomi og sociologi.
– Hva ser du etter når du velger samarbeidspartnere?
– Jeg har ikke en særlig strategi. Nogle kræves, der specifikke kompetencer for at løse en opgave. I dette projekt har vi særligt brug for folk, der har viden om store sprogmodeller og historisk dataindsamling. Det vigtigste for mig er, at vi kan producere noget, som er større end summen af vores arbejde lagt sammen – og at det er en fornøjelse at arbejde sammen.
– Hvem er forskningen relevant for utenfor akademia, og hva gjør dere for at de skal dra nytte av forskningen?
– Jeg tror, at mange af vores resultater vil være interessante for folk, der er nysgerrige på politisk historie – også uden for akademia. For at gøre data let tilgængeligt bygger vi interaktive visualiseringer, der gør det let for brugere at udforske data på egen hånd. Vi håber også, at vores forskning vil være relevant for organisationer, der arbejder med at styrke demokratiske institutioner.
– Har du noen eksempler på at forskningen har blitt tatt i bruk utenfor akademia?
– Der er nok mange i Norge, der kan huske en række artikler om, at norske ministre har det laveste utdanningsnivå i verden. Den viden kommer fra to tidligere projekter – Paths to Power og WhoGov – som mit ERC projekt bygger videre på. Data er også blevet brugt i analyser fra en lang række organisationer så som Verdensbanken, UNESCO og Oxfam.
- Hvilke andre forskningsprosjekter er du involvert i?
– Jeg kom egentligt først til Oslo for at arbejde som postdoktor på Carl Henrik Knutsens ELDAR-projekt, hvor vi undersøgte politik i diktaturer. Vi er ved at afsluttet det projekt nu, men mange af de fund, som vi kom frem til vil influerere mit projekt og Carl Henrik er også associeret med mit projekt. Det viser meget fint, hvordan forskning er en kumulativ process, hvor det næste projekt bygger på de tidligere.
– Hva synes du er det mest interessante ved å være forsker?
– Før jeg blev forsker var jeg ansat i konsulentbranchen. Der var der nogle andre, som stillede spørgsmålene og der var ofte en opskrift på, hvordan vi skulle besvare dem. Som forsker kan jeg selv stille de spørgsmål, som jeg vil svare på og jeg kan tænke kreativt i forhold til, hvordan de skal besvares. Det er et stort privilegie.